Nyhedsbrev
Juli 2023
Kære Medlemmer af Healer-Ringen
Sommeren er over os nu – det er dejligt med de gode solskinsdage og lange lyse sommeraftener vi har haft. Jeg ved ikke om det bare er mig, men jeg fornemmer, at det er mere roligt nu, end det har været længe. Det er jo det der skal til, for at vi kan lade op til efteråret og vinteren, – som der jo heldigvis er meget, meget lang tid til.
Kursus/Workshop i England
Vi var 11 healere som var i England, Suffolk, Darsham, på kursus hos Angie Buxton-King i ”Healing in Hospitals & Hospices”. Vi kom til en lille landsby, kurset blev holdt i Darshams nye Forsamlingshus, super fine lokaler. Vi boede lidt spredt, da der ikke var ét sted som kunne huse os alle. Landsbyen havde en kro, så vi lærte hurtigt menukortet at kende. Heldigvis var det rigtig dejlig mad og kroen gav fine rammer for hyggeligt socialt samvær, og vi fik alle nye venner på kryds og tværs.
Kurset levede helt op til vores forventninger, det var jo et kursus for rutinerede healere, som ønsker ansættelse som healer på et hospital eller hospice. På kurset var der også healere fra England, hvilket var superfint, da dette kun berigede kurset.
Angie Buxton-King er en dygtig og rutineret lærer. Der blev sat rollespil op, hvor vi som healere blev sat på prøve. Det var ikke altid let, men det er den virkelige verden heller ikke, og det kan været hårdt at møde hospitalsverden, og det skal man være klædt på til. Vi lærte at være ”confident – not arrogant” altså ”selvsikker, men ikke arrogant”, hvilket var vise ord, som er vigtige at være opmærksomme på i mødet med sundhedspersonale. Kurset blev afsluttet med en prøve, som vi alle bestod. Udover træning af healere, var der hele den strukturelle side af projektet, som omhandlede hvordan vi får organiseret os, skaffer økonomi, ansætter, uddanner healere og meget mere for at skabe de bedste rammer for, at healing kan blive en integreret del af det etablerede sundhedsvæsen i Danmark.
Det var nogle herlige dage, vejret viste sig fra sin bedste side og Darsham var meget idylisk engelsk landsby, nøjagtig som i Midsommer Murders, man tænkte hele tiden om Barnaby mon kom kørende rundt om det næste hjørne.
Nu er vi gået i tænkeboks, Marzcia, Sidsel og jeg, som er HumanHealings styregruppe. Vi har mødtes en gang efter vi kom hjem, og nu skal materialet oversættes og tilegnes vores struktur og hospitalsvæsen. Så vender vi tilbage.
Bestyrelsen i Healer-Ringen
Bestyrelsen har konstitueret sig, da Sofie Hyllested blev enstemmigt valgt som næstformand, og det er vi alle meget glade og taknemmelige for.
Næste møde i bestyrelsen er d. 7. august, og hvis I medlemmer har noget I synes vi skal tage op på mødet, så skriv til Nana på mailen: formand@healerringen.dk
Kontingent 2023
Nu er der orden og redelighed i vores medlemskaber, da næsten alle medlemmer har betalt, og vi er per 1. juli 2023 122 medlemmer, hvilket jo er en stigning i medlemsantal på 30 medlemmer på 2 år. Der er flere og flere behandlere, som ønsker medlemskab og RAB-registrering i Healer-Ringen, og det er skønt. Derfor ser vores økonomi også god ud for første gang i min tid som formand.
Kurser i Healer-Ringens regi
Der har været efterspørgsel på Anatomi, Fysiologi og Sygdomslære, men det kan jeg sige, at det kommer desværre ikke til at ske, – det var et engangskursus ;o)
Hvis det har interesse, kan vi lave opfølgningskurser i Sygdomslære, online eller fysisk. Disse kurser vil kunne give RAB timer/point til fornyelse af RAB. Skriv til Nana, hvis det kan være interessant på mailen: formand@healerringen.dk
”Karsten Munk Akademiet” tilbyder medlemmer af Healer-Ringen -10% på kursusafgiften. Karsten Munk´s kurser er fysisk undervisning, og har meget fint omdømme. Undervisningen er enten i København/Østerbro eller Mols/Knebel.
Nordic College of Nature Medicine tilbyder Healer-Ringens medlemmer dette super spændende kursusforløb med -40%, kurset giver RAB timer/point til fornyelse af RAB. NCNM er et meget veldrevet kursussted med kun de bedste undervisere, og højt niveau. Se mere her: https://www.ncnm.dk/healer-ringen
NCNM har online Anatomi, Fysiologi og Sygdamslærekurser med super fine, og dygtige undervisere, med godt omdømme. Se mere her: https://www.e-medicus.dk
Styrelsen for Patientsikkerhed og RAB
Her i august skal vi revideres af Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS), hvilket vi bliver hvert år i august måned. Det betyder, at vi skal sende dokumentation ind til STPS på alle vores RAB-registrerede healere i Healer-Ringen. STPS ønsker at se uddannelse og efteruddannelse på alle RAB-registrerede healere, og vi plejer ikke at have problemer med det, men STPS ønsker mere og mere at kontrollere, så det er bare om at have orden i papirerne.
Vi ønsker derfor i Healer-Ringen, at modernisere vores dokumentation af vores RAB-healere, og det kan betyde, at vi eventuelt kontakter nogle af jer RAB-healere, med ønske om en ny kopi af et kursusbevis.
Kursusbeviser
Husk nu alle i Healere som laver kurser, og alle jer som tager kurser, – at et gyldigt kursusbevis består af 3 dele, dette er nye retningslinjer i forhold fx RAB-uddannelse, som er et:
- Kursusbevis, med time antal
- Kursusbeskrivelse
- Undervisers CV
Facebookgruppen
Hvis du ønsker at være medlem af vores facebookgruppe, skal du anmode om medlemskab i ”Gruppen kun for Healer-Ringens medlemmer”. Du finder gruppen her: https://www.facebook.com/groups/122178494653290
Hjemmesiden
Jeg skriver det igen, gå ind på vores hjemmeside, og check dine data. Flere af jer skønne mennesker har ikke opdateret jeres mail, hjemmesider og mange af jer har intet foto. Skriv til Leif, så hjælper han.
Tak for nu, nyd sommeren.
Kærlige tanker
Nana Hellsten
Formand for Healer-Ringen
formand@healerringen.dk
sekretariat@healerringen.dk
|